Debatindlæg bragt i Børsen den 30. april 2024
Selvom få job vil gå tabt i landbruget ved en klimaafgift, skal vi hjælpe dem videre, der står til at miste arbejdet ved en omstilling
Når vi taler om den grønne omstilling, er en af de helt store anker: Hvad skal der ske med de mennesker, hvis job forsvinder eller ændres markant på vejen mod et bæredygtigt samfund?
Et oplagt eksempel er den verserende landbrugsdebat. Det står krystalklart, at landbruget skal omstille sig.
Erhvervet står over for en tredjedel af Danmarks drivhusgasudledninger og vil være ansvarlig for hele 53 pct. i 2030, hvis ikke der sker ændringer. Her peger eksperter på, at en klimaafgift er afgørende for at sikre de nødvendige ændringer.
Dette giver forståeligt nok anledning til en række bekymringer, herunder at mennesker beskæftiget i landbruget, og dets følgeerhverv må vinke farvel til deres job. Men frygten skal også være rimeligt begrundet.
Vi skal være opmærksomme på, at siden 1990’erne og frem til 2019 er beskæftigelsen faldet med 77.426 personer inden for landbrug, gartneri, slagteri og mejeri, svarende til 49 pct.
En udregning fra den ekspertgruppe, der i februar fremlagde tre bud på en model for en klimaafgift på landbruget, lyder, at mellem 2.000 og 8.000 mennesker vil miste jobbet, afhængigt af afgiftens størrelse. Det er altså en meget lille andel, som jobmarkedet nemt kan absorbere, hvis vi gør det med omhu.
Alligevel skal bekymringen tages alvorligt. Ellers risikerer vi både store personlige konsekvenser for dem, der mister deres arbejde, og at bremse den grønne omstilling. De to ting hænger nemlig sammen.
Se mod Polen
En undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at opbakningen til den grønne omstilling falder, hvis folk mister eller frygter at miste deres job. Og udfordringen går på tværs af lande, kontinenter og sektorer.
I flere europæiske lande har landmænd gjort voldsomt oprør bl.a. mod EU’s skærpede miljøkrav. I Brasilien ses en voldsom bekymring fra de mennesker, der lever af at drive kvægbrug. I Australien er det en udfordring, at man ikke ved, hvordan man skal håndtere de mange minearbejdere. Dette er blot for at nævne få af mange eksempler.
Så hvordan forener vi folk i den grønne omstilling? Måske kan vi rette øjnene mod Polen for at høste nogle af de erfaringer, de har gjort i forbindelse med udfasningen af kulproduktionen. Polen gennemgår en kæmpe omstilling, hvor mere end 80.000 minearbejdere står over for at miste deres job.
“Ligesom utryghed og modstand kan tales op og bestyrkes i fællesskaber, kan utryghed også adresseres og tales ned
Landet er en af de største kulproducenter i Europa og har historisk set været lidt af et smertebarn for EU’s klimapolitik, da de har været nogle af de mest modvillige til at gennemgå en grøn omstilling.
Derfor besluttede EU i 2022, at Polen vil modtage 3,85 mia. euro fra en just transition fund, der skal sikre en retfærdig overgang i udfasningen af kul i fem polske regioner. Det er man så småt ved at implementere. Det indebærer bl.a., at de berørte mennesker bliver omskolet og hjulpet ind i nye job.
Ved at tale med hver enkelt person om vedkommendes forventninger, markedets behov og hvad der reelt er realistisk, skaber man individuelle, menneskelige løsninger, som borgeren kan se sig selv i.
Men det stopper ikke ved den direkte berørte minearbejder. Man har erkendt, at det er nødvendigt at se på familien og det berørte community.
For ligesom utryghed og modstand kan tales op og bestyrkes i fællesskaber, kan utryghed også adresseres og tales ned i de selvsamme fællesskaber. Og ligesom minedrift er landbrug ofte et erhverv, som nedarves gennem familier over generationer.
Ind i nye job
Vi kan selvfølgelig ikke sætte lighedstegn mellem landmænd og minearbejdere. Alle erhverv, mennesker og kulturer er forskellige. Men Polen er et glimrende eksempel på, at hvis man viser, at man hjælper folk og familier med at komme ud af usikkerheden og væk fra velfærdstab, bakkes der i højere grad op om den grønne omstilling.
Det kan vi lade os inspirere af i Danmark og dermed vise vejen frem for de borgere, der i omstillingen af landbruget står til at miste deres job på den korte bane.
Vi kan med fordel styrke den eksisterende værktøjskasse hos kommunerne og drage nytte af at arbejde på tværs af kommunale skel. Vi kan desuden finde inspiration i nogle af indsatserne fra genopretningsplanen, målrettet særligt udsatte områder.
Ligeledes bliver det afgørende, at de landmænd, som kan fortsætte deres landbrug indenfor de nye rammer, får støtte, vejledning og uddannelse i, hvordan det kan gøres.
Selvom de berørte mennesker udgør en lille gruppe, sender denne håndsrækning et vigtigt signal om, at ingen bliver efterladt. Vi kan med andre ord godt skabe tryghed på rejsen mod den nødvendige omstilling.
