ORIGINAL ARTICLE IN DANISH BELOW
Opinion piece published in Børsen on 30 April 2024
Although only a few jobs in agriculture will be lost due to a climate tax, we must support those who are at risk of losing work during the transition.
When we talk about the green transition, one of the major concerns is: what happens to the people whose jobs disappear or change significantly on the path toward a sustainable society?
A clear example is the ongoing debate around agriculture. It is crystal clear that the sector must undergo transformation.
The industry accounts for a third of Denmark’s greenhouse gas emissions and could be responsible for 53 percent by 2030 if no changes are made. Experts point out that a climate tax is crucial to ensure the necessary reforms.
Understandably, this raises concerns, including that people employed in agriculture and related industries may lose their jobs. But the fear must be reasonably grounded.
It is important to remember that between the 1990s and 2019, employment in agriculture, horticulture, slaughterhouses, and dairies fell by 77,426 people—equivalent to a 49 percent decline.
Calculations from the expert group that presented three potential models for a climate tax in February estimate that between 2,000 and 8,000 people could lose their jobs, depending on the size of the tax. This is a very small proportion that the job market can easily absorb if handled carefully.
Still, the concern must be taken seriously. Otherwise, we risk both significant personal consequences for those losing their jobs and slowing the green transition. These two issues are directly connected.
Look to Poland
A study from the Danish Trade Union Confederation shows that support for the green transition falls if people lose—or fear losing—their jobs. This challenge spans countries, continents, and sectors.
In several European countries, farmers have protested strongly against, for example, the EU’s stricter environmental requirements. In Brazil, livestock farmers express significant concern. In Australia, there is uncertainty about how to manage displaced mineworkers. These are just a few examples among many.
So how do we engage people in the green transition? Perhaps we can look to Poland and learn from its experience with the phase-out of coal. Poland is undergoing a massive transition, with more than 80,000 mineworkers facing potential job loss.
“Just as insecurity and resistance can be amplified and reinforced in communities, insecurity can also be addressed and mitigated in those same communities.”
Poland is one of Europe’s largest coal producers and has historically been one of the EU’s most reluctant countries regarding green transition.
As a result, in 2022, the EU decided that Poland would receive €3.85 billion from the Just Transition Fund to ensure a fair transition away from coal in five regions. Implementation is underway, including retraining affected workers and helping them move into new jobs.
By discussing expectations, market needs, and realistic opportunities with each individual, one creates personal, human solutions that citizens can see themselves in.
But the support does not stop with the directly affected mineworkers. It is recognized that families and communities must also be considered.
Just as insecurity and resistance can be amplified in communities, it can also be addressed and mitigated there. And like mining, agriculture is often a family trade passed down through generations.
Moving into New Jobs
We cannot equate farmers and mineworkers entirely—every profession, community, and culture is different. But Poland provides an excellent example that if you show people and families that support is available to move them out of uncertainty and prevent welfare losses, there is greater public backing for the green transition.
We can draw inspiration from this in Denmark to guide citizens in the agricultural sector who may lose their jobs in the short term.
We can strengthen existing municipal toolkits and benefit from cross-municipality collaboration. We can also draw inspiration from certain recovery plan initiatives targeting particularly vulnerable areas.
It will also be crucial to support, guide, and train farmers who can continue their work under the new framework.
Although the affected group is small, this support sends an important signal: no one will be left behind. In other words, we can create security on the journey toward the necessary transition.
Ja, klimaafgift vil koste job i landbruget, men få – og vi kan rumme det
Debatindlæg bragt i Børsen den 30. april 2024
Selvom få job vil gå tabt i landbruget ved en klimaafgift, skal vi hjælpe dem videre, der står til at miste arbejdet ved en omstilling
Når vi taler om den grønne omstilling, er en af de helt store anker: Hvad skal der ske med de mennesker, hvis job forsvinder eller ændres markant på vejen mod et bæredygtigt samfund?
Et oplagt eksempel er den verserende landbrugsdebat. Det står krystalklart, at landbruget skal omstille sig.
Erhvervet står over for en tredjedel af Danmarks drivhusgasudledninger og vil være ansvarlig for hele 53 pct. i 2030, hvis ikke der sker ændringer. Her peger eksperter på, at en klimaafgift er afgørende for at sikre de nødvendige ændringer.
Dette giver forståeligt nok anledning til en række bekymringer, herunder at mennesker beskæftiget i landbruget, og dets følgeerhverv må vinke farvel til deres job. Men frygten skal også være rimeligt begrundet.
Vi skal være opmærksomme på, at siden 1990’erne og frem til 2019 er beskæftigelsen faldet med 77.426 personer inden for landbrug, gartneri, slagteri og mejeri, svarende til 49 pct.
En udregning fra den ekspertgruppe, der i februar fremlagde tre bud på en model for en klimaafgift på landbruget, lyder, at mellem 2.000 og 8.000 mennesker vil miste jobbet, afhængigt af afgiftens størrelse. Det er altså en meget lille andel, som jobmarkedet nemt kan absorbere, hvis vi gør det med omhu.
Alligevel skal bekymringen tages alvorligt. Ellers risikerer vi både store personlige konsekvenser for dem, der mister deres arbejde, og at bremse den grønne omstilling. De to ting hænger nemlig sammen.
Se mod Polen
En undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation viser, at opbakningen til den grønne omstilling falder, hvis folk mister eller frygter at miste deres job. Og udfordringen går på tværs af lande, kontinenter og sektorer.
I flere europæiske lande har landmænd gjort voldsomt oprør bl.a. mod EU’s skærpede miljøkrav. I Brasilien ses en voldsom bekymring fra de mennesker, der lever af at drive kvægbrug. I Australien er det en udfordring, at man ikke ved, hvordan man skal håndtere de mange minearbejdere. Dette er blot for at nævne få af mange eksempler.
Så hvordan forener vi folk i den grønne omstilling? Måske kan vi rette øjnene mod Polen for at høste nogle af de erfaringer, de har gjort i forbindelse med udfasningen af kulproduktionen. Polen gennemgår en kæmpe omstilling, hvor mere end 80.000 minearbejdere står over for at miste deres job.
“Ligesom utryghed og modstand kan tales op og bestyrkes i fællesskaber, kan utryghed også adresseres og tales ned
Landet er en af de største kulproducenter i Europa og har historisk set været lidt af et smertebarn for EU’s klimapolitik, da de har været nogle af de mest modvillige til at gennemgå en grøn omstilling.
Derfor besluttede EU i 2022, at Polen vil modtage 3,85 mia. euro fra en just transition fund, der skal sikre en retfærdig overgang i udfasningen af kul i fem polske regioner. Det er man så småt ved at implementere. Det indebærer bl.a., at de berørte mennesker bliver omskolet og hjulpet ind i nye job.
Ved at tale med hver enkelt person om vedkommendes forventninger, markedets behov og hvad der reelt er realistisk, skaber man individuelle, menneskelige løsninger, som borgeren kan se sig selv i.
Men det stopper ikke ved den direkte berørte minearbejder. Man har erkendt, at det er nødvendigt at se på familien og det berørte community.
For ligesom utryghed og modstand kan tales op og bestyrkes i fællesskaber, kan utryghed også adresseres og tales ned i de selvsamme fællesskaber. Og ligesom minedrift er landbrug ofte et erhverv, som nedarves gennem familier over generationer.
Ind i nye job
Vi kan selvfølgelig ikke sætte lighedstegn mellem landmænd og minearbejdere. Alle erhverv, mennesker og kulturer er forskellige. Men Polen er et glimrende eksempel på, at hvis man viser, at man hjælper folk og familier med at komme ud af usikkerheden og væk fra velfærdstab, bakkes der i højere grad op om den grønne omstilling.
Det kan vi lade os inspirere af i Danmark og dermed vise vejen frem for de borgere, der i omstillingen af landbruget står til at miste deres job på den korte bane.
Vi kan med fordel styrke den eksisterende værktøjskasse hos kommunerne og drage nytte af at arbejde på tværs af kommunale skel. Vi kan desuden finde inspiration i nogle af indsatserne fra genopretningsplanen, målrettet særligt udsatte områder.
Ligeledes bliver det afgørende, at de landmænd, som kan fortsætte deres landbrug indenfor de nye rammer, får støtte, vejledning og uddannelse i, hvordan det kan gøres.
Selvom de berørte mennesker udgør en lille gruppe, sender denne håndsrækning et vigtigt signal om, at ingen bliver efterladt. Vi kan med andre ord godt skabe tryghed på rejsen mod den nødvendige omstilling.
